Gård til salg
Home Up Den lange rejse Gård til salg Menigheden Kirken bygges Husrum til mange Menigheden vokser

Gård til salg: 800 år

Søstrene selv har ikke penge - hvad de tjener, går til deres orden, som sørger for dem. Derfor var det søstrenes ordenssamfund, der købte Nordvanggaard. Og nok er søsterordenens historie mere end hundrede år gammel, men det er ingenting imod Nordvanggaards. Ejendommens historie går 800 år eller mere tilbage i tiden.

Det fremgår af stednavnet Bistrup. Bistrup er en sammentrækning af “Biskoppens torp”, altså en landsby, der er udflyttet fra en adelsby eller en hovedlandsby, som har haft med et bispedømme at gøre. Den må derfor være fra tidlig kristen tid. Der var tale om fire gårde og nogle huse, placeret midt i det dyrkede område. Dertil kom udyrkede områder, overdrev, med eng, krat og skov syd for byen ned mod Furesøen og østpå over i retning mod den nuværende kongevej.

De fire gårde - Nordvanggaard, Fredsholm, Langkærgård og Annexgården (senere ændret til Gl. Bakkegård) - ligger der endnu på stort set samme plads, hvor de har ligget i århundreder, grupperet omkring det gamle gadekær. Her var centrum. Den primitive vej fra Farum passerede langs med gadekæret op mod Birkerød. Der var også en vej østpå over mod Rudersdal, men den var ikke meget bevendt. Bønderne brød sig ikke om at skulle vedligeholde den. I midten af forrige århundrede fik de besked fra Amtsrådet, at nu måtte de gøre noget ved vejen, men de protesterede: vejen er overflødig, man kan bare tage over Birkerød, hvis man absolut skal afsted. Bønderne slap dog ikke, og vejen blev efterhånden til nutidens Vasevej.

Livet i landsbyen har i gamle dage formet sig fattigt og uden større forandringer. I forbindelse med reformationen i 1536 blev kirkens vidtstrakte ejendomme overtaget af kongemagten og drevet videre som forleninger til adelen. Men katastrofer undgik man ikke. I 1600-tallet, hvor svenske tropper plyndrede og huserede i jagten på gøngerne, gik det ud over Bistrup. Alle fire gårde blev brændt af. De blev møjsommeligt bygget op igen. Gårdene blev dengang fortrinsvis drevet som fæstegårde, indtil overgangen til selveje fandt sted, for Nordvanggaards vedkommende fra 1781.

Selveje er godt, men har sine grænser. Dem stødte en af Nordvanggaards tidligere ejere, Johan Jensen, på i 1901. Han havde haft gården i mange år og var nu 78. Men han havde været for godhjertet overfor sin kones familie og kautioneret for dem i alt for stort omfang. Til sidst bankede kreditorerne så hårdt på porten, at tvangsauktion ikke kunne undgås. Gården blev købt af grosserer Jens Frederiksen for 23.300 kr. - endnu en af de nordsjællandske gårde var hermed blevet til det, man kaldte “lystgård”, og den hjemløse familie Jensen måtte søge udkomme andre steder.

I 1918 blev gården overtaget af en anden bymand, nemlig direktør Emil Benthien. Dengang blev gården med sine 27 hektar vurderet til 110.300 kr. Han var bager og havde opbygget en kæde af Rubow-bagerier. Han var en holden mand, satte gården flot i stand og førte, hvad man kaldte stort hus.

Lidt for stort måske. En forsommeraften i 1922, den 25. maj, holdt familien en fornem fest, der endte med fyrværkeri. Desværre landede en af de brændende raketter i gårdens stråtag. Det blev en brand, der kunne ses viden om, og den gjorde det ikke alene af med Nordvanggaard, men også med nabogården Fredsholm. Alt brandmandskab, der kunne skaffes fra Birkerød, Farum og Hørsholm, blev tilkaldt. Selv fra Høvelte kaserne måtte man have hjælp, et helt kompagni rykkede ud.

Forsikringsselskabet måtte af med 406.000 kr.

Gården blev bygget op igen, flottere end før, i rigtig palæstil. Og direktør Benthien fortsatte sit driftige liv. Hver morgen, meget tidlig, kørte han i sin bil ind til sine bagerier i København. Det gik, indtil han blev så syg i 1955, at han måtte blive hjemme. Tre år efter var han død. Hvad skulle der så ske med Nordvanggaard? Den var jo stadig en landbrugsejendom, drevet med bestyrerpar. Skulle det blive ved under en ny ejer?

Naboerne, som efterhånden var blevet mange i takt med de mange nye huse, der i efterkrigstiden blev bygget i Bistrup og Birkerød, var urolige. Rygterne gik. Nogle havde hørt, at kommunens tekniske forvaltning skulle rykke ind. Andre mente, at gården skulle laves om til mejeri. Og allerværst: et rygte sagde, at den skulle laves om til plasticfabrik.

Det endte med, at kommunen købte ejendommen med henblik på bl.a. at skaffe jord til udstykning. Samtidig var søstrenes ordenssamfund og bispedømmet som nævnt på udkig efter et sted at placere søstre fra Bornholm. Først havde man et andet udstykningsområde i tankerne, nemlig Trudeslund i Birkerøds nordlige del. Her var planen, at der nord for Manenvej kunne ligge institutioner. En af dem kunne være et katolsk kirkecenter, og bispedømmet nåede så vidt som til at skrive slutseddel på en grund.

Så kom protesterne. Den lutherske reformation og det danske riges modvilje mod katolicismen gennem flere hundrede år kastede stadig sine skygger. Folkekirkens sognepræst, Svend Melbye, rykkede ud i Frederiksborg Amts Avis: Nok har vi ifølge grundloven religionsfrihed, men der skal være et ganske klart og afgjort behov for et byggeri “af den her skitserede kategori”, før end man tager det op i planer og på papir. Der er omkring 25 katolikker i Birkerød, og de kan jo bare tage til Åsebakken. En kirke på Manenvej ville være “hen i vejret”.

Han fik svar. En Birkerød-borger, Uffe Loldrup, skrev i et stilfærdigt læserbrev i Birkerød Avis, at der ikke var 25, men snarere 125 katolikker i Birkerød, og at bus-forbindelserne gjorde det umuligt for ældre og børnefamilier at tage til Åsebakken (det var dengang, biler kun var for de få).

Hvad så? En dag ringede telefonen på bispekontoret i Bredgade. Det var den konservative Birkerød-borgmester, Axel Halsteen, der gerne ville tilbyde Nordvanggaard til kirken. Biskop Suhr kontaktede omgående søstrene i Lille Madsegade i Rønne og fortalte om tilbuddet, og søstrene kontaktede ordenens ledelse i moderhuset i Aarle Rixtel i Holland. Generalpriorinden, mutter Ebba, og generaløkonomaen, mutter Tertulia, kom hurtigt til Danmark for at se på tilbuddet. Det skete på Langfredag i marts 1959, og det var en hel lille flok, der tog til Nordvanggaard den dag. Foruden ledelsen fra Holland var biskop Suhr til stede sammen med arkitekt Carl Frederiksen og søstrene Elfrieda, Beata og Mamertis. De blev alle begejstrede for stedet, men det var jo en meget stor beslutning, der ikke var let at tage. Søstrene tog til klostret på Åsebakken for at bede til Guds Moder om vejledning.

Beslutningen blev taget - et ja. Dermed var stedet og rammerne fundet. Så gjaldt det om at give rammerne indhold og sætte visioner for hverdagen. Dengang havde Danmark endnu katolsk status som et missionsland, og Nordvanggaard var derfor karakteriseret som en nyoprettet missionsstation, hvis formål var formuleret af søstrenes generalpriorinde, mutter Ebba Tirpitz og biskop Th. Suhr. Nordvanggaard skulle være et kristent, økumenisk center, hvor først og fremmest Kristi budskab forkyndtes af præster og søstre gennem pastoralarbejdet i sognet, gennem socialt og caritativt (barmhjertighedspræget) arbejde, ved pleje af ældre og syge på plejehjemmet, gennem omsorgen for børnene i børnehaven og gennen livet i klosterfællesskabet - altsammen med Kristus i centrum.

Så kom forhandlingerne i gang. Den 18. juni 1959 holdt byrådet lukket møde, hvor man vedtog at sælge selve gården for 400.000 kr. Kommunen beholdt en forpagterbolig og 21 hektar af landbrugsjorden, iberegnet parken med den lille sø.

Dermed begyndte en ny, glad og travl tid, ikke bare for de nytilkomne søstre, men også for de øvrige katolikker i Birkerød, der hidtil havde måttet nøjes med at samles til messer i Birkerød Klub (lokalerne over den nuværende biograf i Hovedgaden), hvor der helt enkelt ikke var plads til dem.