|
|
Kære Menighed ! Kære Venner!Tak for alle hilsener og for alle nyheder. Det er altid dejligt at høre fra jer. Og til lykke med jeres mange spændende arrangementer. Det er nu også på tide at lade høre fra os. Her går det godt. Der er stadigvæk nyt og spændende at opdage, at opleve og at fortælle. Hele sommeren havde vi feriegæster, mest børnefamilier og endda tre danske familier. På de lune aftener var der liv og glæde nede i gården, eller der var "Røverjagt" gennem slottet. Nu er der kurser, retræter og andre tilbud, som søstrene til dels står for. Nogle besøger syge på hospital og plejehjem, andre søstre gør en indsats for asylansøgere og organiserer tyskundervisning for mødre og børn. Sammen med kommunen, foreninger og flygtninge ud -arbejder man nu en Integrationsplan for at styrke samarbejdet og forståelsen og at finde løsninger til de aktuelle udfordringer. I den anledning var jeg også med, da en gruppe fra Tjetjenien indbød til fest med deres kultur, dans og mad. Sr. Ancilla hjælper stadig lidt hos de ældre søstre, og jeg er med glæde i vores Kloster-Butik. I løbet af sommeren var vi med på tur i bjergene, og på en lille valfart til Maria Lugari ved Tarvis. Her er jo ikke langt til Italien. Også vor Personaleudflugt gik sydpå, til Venedig, som blev en dejlig oplevelse. Efteråret var utrolig mildt og blev kun afbrudt af en rigtig snevejrsdag den 20.oktober, men nu er kulden kommet, med megen tåge og kun lidt sol. Af og til holder Sr. Ancilla og jeg et lille dansk "møde", og hver søndag ringer jeg jo til Sr. Mamertis og jeg skal hilse fra dem begge to. Jeg skal også sige, at I stadig er i vor bøn. Nu er det Advent og vi forbereder os til Jul. Vi ønsker alle og enhver en dejlig og velsignet Julefest og et godt og fredfyldt og lykkebringende Nytår 2012! Med rigtig mange hilsener til jer alle! Jeres Sr. Ancilla og Sr. Neophita
|